Gadens gode samtalepartner

Gadens gode samtalepartner

Jesus er blot en detalje. Det er et af de udsagn, IMU’erne har mødt på gaden i Viborg

Den første fredag i hver måned er der en gruppe IMU’ere i Viborg, som er på gaden for at fortælle mennesker om Jesus. Én af dem er Lærke Roager Christensen, som oplever, at det udfordrer hendes tro.

“Sidste fredag snakkede vi med en jøde, som mente, at vi havde alt til fælles bortset fra den lille detalje, der hedder Jesus. Det, mente vi så ikke, var en detalje,” fortæller Lærke.

“Vi har snakket med rigtig mange mennesker, og nogle af dem har været mine klassekammerater, som jeg har snakket videre med på gymnasiet. Vi har endnu ikke set nogen i IMU, men jeg håber meget, at vores samtaler rører noget i mennesker, som de tænker videre over, og som gør, at de opsøger andre kristne.” Lærke er blevet bidt af at snakke om Jesus med mennesker.

“Jeg kan godt lide at se, når en samtale rører og flytter noget i mennesker,” siger Lærke, der også har en anden personlig motivation.

“Jeg møder mennesker på gaden, der ligesom mig har haft det svært og har været fyldt af en indre uro. Jeg fortæller, hvordan det helt konkret har givet mig ro på tankerne at læse i Bibelen.”

Vildt skræmmende

IMU’erne i Viborg har haft gadeevangelisation i to et halvt år.

“Vi mødes først for at snakke og bede sammen. Vi har fået en tilladelse til at stå på gaden, fordi vi har et lille bord med, hvor vi har kaffe og kage. Det er en god base at have, og så er kaffe og kage en god samtalepartner,” fortæller Lærke, der ved, at der er nogle fra IM og IMU, som beder, mens gruppen er på gaden.

Lærke har det ikke nemt, inden hun skal på gadeevangelisation.

“Jeg er vildt skræmt, inden jeg går på gaden, men når jeg først er der, er det vildt fedt,” siger Lærke, der altid går sammen med en anden, når de er rundt i gaderne.

De manglede en leder

På et tidspunkt holdt IMU’erne en pause, ikke fordi IMU’erne havde mistet gnisten, men fordi den tidligere leder af gruppen rejste.

“Efter påske begyndte vi igen, og jeg meldte mig til at stå for det,” forklarer Lærke, der er glad for, at IMU’erne har lyst til at fortælle evangeliet.

“De fleste af os omgiver os med ikketroende venner på studiestederne, og vi vil gerne møde dem der, hvor de er,” siger hun.

(Artiklen er kopieret fra Impuls 2018 nr. 11 – http://indremission.dk/organisation/nyheder/vis-nyhed/artikel/gadens-gode-samtalepartner)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *