Hvad siger volontørerne om at være volontør

Clara Sønderskov, Volontør ved SnakTro 2023-2025

Hvorfor skal du være volontør ved SnakTro?

”Er I her bare for at spise vores mad og snakke med os?” er et spørgsmål jeg har fået en del gange. Og til det er svaret JA! (mest for at snakke, men det er selvfølgelig også dejligt at få mad). Overvej det lige… hvis dit job var at snakke med mennesker og ovenikøbet få mad (og uanede mængder kaffe, ikke at forglemme!), så ville du også synes, at det var verdens fedeste job, ik’?

Men ikke nok med, at jeg har fået lov til at snakke med mennesker, så har jeg fået lov til at lytte. Jeg har fået lov til at være sådan én, som folk åbner sig op til og sammen har vi hygget, grinet og ikke mindst snakket om liv og tro – om det, som fylder.

På et tidspunkt snakkede jeg med en fyr, som sagde ”du aner ikke, hvor stort det er at stå her og lede folk til gud” (vores definition af, hvem/hvad gud er, var nok lidt forskellig) – og til dét svarede jeg selvfølgelig ”nej”. Det aner jeg ikke. Men én ting ved jeg. Jeg er gang på gang blevet bekræftet i, hvor vild Gud er. Hvor meget han arbejder i og omkring os – og jeg er overbevist om, at det i særdeleshed er i dét, som vi ikke selv ser. For mig betyder det, at jeg kan og skal give Gud ansvaret, for jeg aner ikke, hvad der sker, når jeg har sagt ”tak for i aften” – og hvis mennesket jeg møder, er Guds ansvar, kan jeg hvile i, at han har styr på det. Og glæde mig over, at ansvaret er hans, mens jeg fik lov til at være en lille del af dét arbejde.

I min tid som volontør, har jeg fundet ud af, at jeg kan mere, end jeg troede. Længere arbejdsdage, holde andagter (nej, jeg kan stadig ikke lide det – men jeg ved dog, at jeg kan alligevel), have samtaler jeg ikke er vant til, sætte ord på min egen tro og generelt bare have en større livsindsigt. En stor del af det, er takket været det fabelagtige team, der er i SnakTro, som var med til at opbygge, give gode råd og som har været i forbøn.

Inden jeg blev ansat, tænkte jeg faktisk ikke vildt meget over teamet. Jeg var selvfølgelig spændt, men anede ikke, hvor stor betydning det har at være i et godt team. Det er ikke blot mennesker, som man bruger et par timer med de fleste dage. I perioder er teamet de mennesker man bruger mest tid med. Og derfor er det også afgørende, at det team man har (og det har man virkelig i SnakTro!), kan formå at arbejde godt sammen, at man kan hygge sig, undres og lære af hinanden.

Jeg er gået rigere fra SnakTro – i livshistorier, viden om Gud, medmennesket og mig selv (og man kan faktisk også godt spare lidt op af lønnen!). Viden om og en større forståelse af, hvor afgørende det kan være at møde folk dér, hvor de er.

Jeg tror aldrig, at man kommer til at kunne være 100% menneskekender – der vil altid være mere at lære. Men hvor får man mange muligheder for at få en større indsigt i mennesker generelt og den enkeltes tilværelse. Og derigennem lærer man Gud bedre at
kende – hvor fantastisk han er. Hvor fantastisk det er at se, hvad Guds kærlighed kan gøre.

Selvom jeg har meget at lære endnu, så vil jeg nævne én meningsfuld ting, jeg har lært; vigtigheden af at lade mennesker vide og høre, at de er ønsket og elsket. Hvor vigtigt det er at tage Jesus i hånden og møde mennesket med den smule kærlighed jeg kan formå at give.
Det er dét, der giver mening – for mennesket jeg møder, for mig og for Gud. Og det kan man få lov til som volontør i SnakTro.

Camilla Birk Sørensen, Volontør ved SnakTro 2024

Hvorfor skal du være volontør ved SnakTro?

Hvad har jeg fået ud af at være volontør ved snaktro… årh det er et godt spørgsmål som jeg ikke engang er halvvejs i at finde ud af svaret på endnu. 

Det er et anderledes job og med en alternativ vagtplan, som har sine ulemper men også klart sine fordele, og det har været sjovt at prøve at have en hverdag, der er anderledes end den klassiske 8-16.

Jeg er blevet udfordret en del i jobbet, men det er jo når vi udfordres, at vi vokser og lærer. Jeg tror jeg kommer til at tage en masse med mig. Ting som jeg måske mest af alt, kommer til at lægge mærke til og tænke over i brudstykker hist og her i alle mulige forskellige situationer i fremtiden. Jeg tror jeg kommer til at se tråde og sammenhænge som går tilbage til min tid i SnakTro i mange år endnu.

Og så har jeg bare fået lov til at møde utrolig mange skønne mennesker på alle vores ture, og det har været ret spændende at se lidt af bredden i Guds skabertanker omkring os mennesker.

Jakob Axelsen, Volontør ved SnakTro 2021-2023

Hvorfor skal du være volontør ved SnakTro?

Det korte svar ville være: fordi det er virkelig fedt. Man får lov til at føle sig som en del af noget større og man er med til at gøre en forskel i menneskers liv. Du får mulighed for at høre andre menneskers historie, tro og om deres passioner, hvilket jeg synes er helt vildt spændende.
Som nogle jeg mødte på gaden sagde:” I redder liv ved at gøre det her” (stå på gaden og snakke med folk). Det får det til at lyde helt voldsomt, men de har måske ret i det, at ved at være en del af SnakTro har jeg fået lov til at få del i andres liv og være med til at udvise kærlighed og bare være et lyttende øre, og det tror jeg har gjort en kæmpe forskel i nogle folks liv. Som volontør får du lov til at starte på en vandring med dig selv, hvor du finder ud af hvor du egentligt står henne ift. din tro og du kommer til at arbejde med dig selv.

I SnakTro får man lov til at være en del af et helt fantastisk team, hvor der er stor mulighed for at udvikle sig. Man får lov til at prøve sine ideer af, i et rum hvor der er plads til at fejle. Der vil altid være nogen at vejlede og sparre med, når man får opgaver som f.eks. at skulle holde en andagt/oplæg. 

Hvad har jeg fået ud af det?

Jeg har fået utroligt meget ud af at være ansat som volontør og har virkelig nydt min tid. Jeg har fået en større indsigt i hvem jeg er og lært mig selv dybere at kende. Jeg er et andet sted i dag end da jeg startede, i 2021, både som menneske og med min tro på Gud. Jeg har fået lov til, at sætter ord på hvad jeg tror på, og har fået større viden om tro generelt. Jeg har brudt fordomme ned både mine egne og andres. Det har været overraskende berigende, at møde mennesker fra anderledes baggrund end min. Det har været med til at nedbryde nogle af mine egne fordomme mod andre mennesker, og jeg har fundet en særlig værdi i at møde mennesker som unikke personer med hver deres interessante historie. Danne billede af personen igennem mødet i stedet for blot at danne et billede ud fra førstehåndsindtrykket. Det har lært mig meget at møde folk der er anderledes end mig selv, og på trods af forskelligheden fået nogle vildt gode snakke, med respekt og ligeværd. Det har vist mig, at alle er ønsket og elsket, og alle er værd at lytte til. 

Det jeg vil tage med videre fra min tid som volontør i SnakTro er et markant udvidet sprog om tro og måden man snakker med folk. Det at møde mennesker med at de først og fremmest er ønskede og elskede. Samt betydningen af at sætte tid af til at lytte og stille spørgsmål til mennesker.

Jeg er taknemmelig for at have fået lov til at at være volontør, da det er det mest betydningsfulde arbejde jeg har haft, og kommer til at savne at være en del af et helt fantastisk team med plads til forskelligheder, sjov og dybe samtaler. 

Så hvis du overvejer at blive volontør, så kan jeg kun opfordre dig til det da det er en fantastisk tid og man kan være med til at gøre en forskel i folks liv, ved at lytte, snakke og være der for andre på en helt særlig måde. 

Scroll to Top