Hvad siger volontørerne om at være volontør
Camilla Birk Sørensen, Volontør ved SnakTro 2024
Hvorfor skal du være volontør ved SnakTro?
Hvad har jeg fået ud af at være volontør ved snaktro… årh det er et godt spørgsmål som jeg ikke engang er halvvejs i at finde ud af svaret på endnu.
Det er et anderledes job og med en alternativ vagtplan, som har sine ulemper men også klart sine fordele, og det har været sjovt at prøve at have en hverdag, der er anderledes end den klassiske 8-16.
Jeg er blevet udfordret en del i jobbet, men det er jo når vi udfordres, at vi vokser og lærer. Jeg tror jeg kommer til at tage en masse med mig. Ting som jeg måske mest af alt, kommer til at lægge mærke til og tænke over i brudstykker hist og her i alle mulige forskellige situationer i fremtiden. Jeg tror jeg kommer til at se tråde og sammenhænge som går tilbage til min tid i SnakTro i mange år endnu.
Og så har jeg bare fået lov til at møde utrolig mange skønne mennesker på alle vores ture, og det har været ret spændende at se lidt af bredden i Guds skabertanker omkring os mennesker.
Jakob Axelsen, Volontør ved SnakTro 2021-2023
Hvorfor skal du være volontør ved SnakTro?
Det korte svar ville være: fordi det er virkelig fedt. Man får lov til at føle sig som en del af noget større og man er med til at gøre en forskel i menneskers liv. Du får mulighed for at høre andre menneskers historie, tro og om deres passioner, hvilket jeg synes er helt vildt spændende.
Som nogle jeg mødte på gaden sagde:” I redder liv ved at gøre det her” (stå på gaden og snakke med folk). Det får det til at lyde helt voldsomt, men de har måske ret i det, at ved at være en del af SnakTro har jeg fået lov til at få del i andres liv og være med til at udvise kærlighed og bare være et lyttende øre, og det tror jeg har gjort en kæmpe forskel i nogle folks liv. Som volontør får du lov til at starte på en vandring med dig selv, hvor du finder ud af hvor du egentligt står henne ift. din tro og du kommer til at arbejde med dig selv.
I SnakTro får man lov til at være en del af et helt fantastisk team, hvor der er stor mulighed for at udvikle sig. Man får lov til at prøve sine ideer af, i et rum hvor der er plads til at fejle. Der vil altid være nogen at vejlede og sparre med, når man får opgaver som f.eks. at skulle holde en andagt/oplæg.
Hvad har jeg fået ud af det?
Jeg har fået utroligt meget ud af at være ansat som volontør og har virkelig nydt min tid. Jeg har fået en større indsigt i hvem jeg er og lært mig selv dybere at kende. Jeg er et andet sted i dag end da jeg startede, i 2021, både som menneske og med min tro på Gud. Jeg har fået lov til, at sætter ord på hvad jeg tror på, og har fået større viden om tro generelt. Jeg har brudt fordomme ned både mine egne og andres. Det har været overraskende berigende, at møde mennesker fra anderledes baggrund end min. Det har været med til at nedbryde nogle af mine egne fordomme mod andre mennesker, og jeg har fundet en særlig værdi i at møde mennesker som unikke personer med hver deres interessante historie. Danne billede af personen igennem mødet i stedet for blot at danne et billede ud fra førstehåndsindtrykket. Det har lært mig meget at møde folk der er anderledes end mig selv, og på trods af forskelligheden fået nogle vildt gode snakke, med respekt og ligeværd. Det har vist mig, at alle er ønsket og elsket, og alle er værd at lytte til.
Det jeg vil tage med videre fra min tid som volontør i SnakTro er et markant udvidet sprog om tro og måden man snakker med folk. Det at møde mennesker med at de først og fremmest er ønskede og elskede. Samt betydningen af at sætte tid af til at lytte og stille spørgsmål til mennesker.
Jeg er taknemmelig for at have fået lov til at at være volontør, da det er det mest betydningsfulde arbejde jeg har haft, og kommer til at savne at være en del af et helt fantastisk team med plads til forskelligheder, sjov og dybe samtaler.
Så hvis du overvejer at blive volontør, så kan jeg kun opfordre dig til det da det er en fantastisk tid og man kan være med til at gøre en forskel i folks liv, ved at lytte, snakke og være der for andre på en helt særlig måde.
Magnus Kristensen, volontør ved SnakTro 2022-2023
Det er bare fedt at arbejde et sted, hvor det ikke handler om penge, eller hastigheden du arbejder i, men hvor mennesket jeg snakker med er sat først. Det menneske er det vigtigste. Jeg tror, det er vigtigt at sige med ord, men også med handling, at folk er ønsket og elsket præcist som de er. Det tror jeg har betydning, og lige netop det gør SnakTro. SnakTro viser gennem handling at mennesker er ønsket og elsket, og det har jeg nydt at være med til.
Det at være volontør ved SnakTro har altså betydning for andre. Herudover har min ansættelse ved SnakTro givet mig en masse til mit eget liv. Det har både hjulpet mig til at få et tydeligere fundament for min tro og hjulpet mig til at formulere hvad jeg egentligt tror på. Vi kan også snakke om at blive bedre til at snakke med fremmede, øvelse i at holde andagter/oplæg samt erfaring med at hvile i, at det jeg gør er godt nok og den jeg er, er god nok.
Jeg har til tider fundet arbejdet svært, men er kun blevet opbygget heraf fordi teamet er så dygtigt, og det har givet mig ro ind i arbejdet. At vide at jeg ikke står alene, men står sammen med kloge, erfarne og rare folk. Det har bragt sand fryd og givet muligheden for at kunne sænke skuldrene, og jeg har derigennem kunnet give min fulde opmærksomhed til det skønherlige menneske som står overfor mig.
Så hvis du gerne vil lære mere om Gud, lære mere om din egen tro, få praktisk erfaring under trygge rammer med næstekærlighed, og blive en del af verdens bedste team. Så vil jeg anbefale at du søger stillingen som volontør ved SnakTro.